Anne Sofie Petersen
Anne Sofie Petersen |
Rundvisninger:
- I H.C. Andersens fodspor
- H.C. Andersens fodspor i børnehøjde (også sjov for voksne)
- H.C. Andersen haven + Mindehallen (HCA-museum)
- Transformationen – fra gade til by
- Odenses grønne parker – langs med Odense Å
- Kig OP – kig NED i Odense
- Odense domkirke
- Odense rådhus
- Klostrene i Odense
- Vikingebyen Odense – Unesco
- Dramaernes Plads (v/ Domkirke – Flakhaven – Rådhuset)
- Den Fynske Landsby
- Odense havn
- Næsbyhoved Voldsted
- Egeskov Slot + Egeskov Park
- Nyborg
Personlige guidede ture med smil og engagement
Kom med på en spændende tur i Odense – H.C. Andersens eventyrlige fødeby, som har meget mere at byde på end blot den berømte digter!
Jeg er Odenseaner med stort O – født og opvokset i Odense – så jeg kender byen indgående. Med masser af indlevelse, humor og entusiasme vil jeg guide jer gennem byens rige historie og kultur.
Har I et ønske om jeres egen skræddersyede tur?
Har I specifikke idéer eller præferencer til en guidet tur, så tøv ikke med at kontakte mig. Sammen kan vi skabe noget helt særligt!
En personlig og mindeværdig guidet tur!
Mine ture er ikke kun en samling af fakta og årstal; de er fyldt med levende fortællinger. Jeg deler de sjove detaljer og skæve vinkler, som man ikke lige kan google eller finde i en guidebog.
Jeg taler klart og tydeligt, så alle føler sig inkluderet i en inspirerende og nærværende oplevelse på vores fælles tur.
GUIDEDE TURE
● ODENSE BYRUNDTUR (1 – 3 timer)
Hør fortællingen om Odenses spændende historie. Her får I lidt fra ‘alle hylder’ om Odense før-og-nu, med udgangspunkt i byens centrale bygninger og grønne områder (for eksempel: rådhuset, kirkerne, Odense Å og HCAs nye museum).
● H.C. ANDERSENS FODSPOR (1 – 3 timer)
Få indsigt i H.C. Andersens barndom og de steder, der formede den verdensberømte digter, på en hyggelig vandring i Odenses gamle bydel. Vi kommer forbi hans fødehjem i H.C. Andersenskvarteret, det nye H.C. Andersen Museum, fattigskolen, Odense Å og domkirken, mens vi dykker ned i historier fra hans liv fra 1805 til konfirmationen i 1819.
● H.C. ANDERSENS FØDEHJEM/MUSEUM (1 time) – entré
Introduktion til H.C.Andersen og det nye HCA-museum, før I på egen hånd, med audioguides, besøger det nye spændende H.C.Andersens univers. Jeg vil fortælle om baggrunden for museets tilblivelse, den dejlige ‘oplevelseshave’ samt give en introduktion til H.C. Andersen liv og værk. En del af den guidede tur kan eventuelt foregå i den gamle ‘Mindehallen’, med udgangspunkt i Niels Larsen Stevns flotte freskoer fra 1930.
● H.C. ANDERSENS FODSPOR – I BØRNEHØJDE (1 ½ time)
Turen er perfekt for børnefamilier og skoleklasser, der ønsker at opleve Odenses berømte eventyrdigter på en ny og spændende måde. Jeg medbringer en rygsæk fyldt med overraskelser, som vil fange både børns og voksnes interesse. Jeg husker tydeligt et barn, der med lys i øjnene sagde til sin mor: “Den tur vil jeg gerne på igen”.
Også for voksne
Flere voksengrupper har også haft stor fornøjelse i denne tur. Inviter dine gæster med – det er en hyggelig oplevelse for alle aldre!
● TRANSFORMATIONEN (1 – 2 timer)
Turen tager udgangspunkt i den tidligere trafikvej T.B. Thriges Gade, som i et halvt århundrede delte Odense, Danmarks tredjestørste by, i to ‘verdner’. Det er en spændende fortælling om udviklingen fra vikinge- og middelalderby til den moderne by, vi kender i dag. Den tidligere gennemfartsvej er omdannet til et sammenhængende byrum, nye bygninger, et grønt letbanespor, det moderne H.C. Andersen Museum og grønne områder.
● GRØNNE PARKER LANGS ODENSE Å (2 – 3 timer)
Tag med på en guidet tur gennem de grønne parker, som strækker sig som perler på en snor langs Odense Å. Jeg holder meget af, at gå langs åen, og undervejs deler jeg spændende fortællinger om H.C. Andersen, ringborgen Nonnebakken, industrier, byhistorie, munke og nonner, skrøner og folkesagn.
● KIG-OP, KIG-NED (1 – 2 timer)
Vi stikker næsen i sky og kigger OP, og vi bøjer hovedet og kigger NED.
Med udgangspunkt i byens ofte oversete detaljer og udsmykninger tager vi på en anderledes byrundtur med masser af fortællinger om Odense. Det er en tur, der åbner øjnene for det, du måske plejer at overse!
● ODENSE HAVN (1 – 2 timer)
Odense er ikke en kystby. Vi fik først en havn i starten af 1800-tallet da man gravede den fem kilometer lange Odense kanal. Meget er sket siden.
I mere end 150 år fungerede havnen som en af Danmarks travleste industrihavne. I dag er havneområdet under forvandling til et nyt, spændende område med moderne byggeri, kanaler og et spirende kulturliv.
På havnen findes for eksempel Nordatlantisk Hus og Havnebadet.
(Turen kan eventuelt kombineres med et besøg i skoven, på Næsbyhoved Voldsted).
● NÆSBYHOVED VOLDSTED (1 time)
Det store voldsted omtales første gang i 1300-tallet. Slottet er imidlertid bedst kendt fra den periode hvor dronning Christine flyttede ind i begyndelsen af 1500-tallet, efter at hun havde forladt sin mand, kong Hans. I 1534 blev slottet ødelagt og brændt af i forbindelse med den danske borgerkrig, og det blev aldrig siden genopført.
Vi går en hyggelig tur i skoven ved havnen og mærker de historiske vingesus ved det imponerende voldsted med de 15-20 meter dybe voldgrave.
(Det var dronning Christine, der bestilte den prægtige altertavle, der i dag befinder sig i Odense Domkirke).
● SKT. KNUDS KIRKE / ODENSE DOMKIRKE (1 time)
Odense domkirke er en af Danmarks prægtigste kirker. I 1819 blev H.C.Andersen konfirmeret i kirken og i krypten opbevares Knud den helliges knogler, og flere kongelige begravelser.
I koret stråler Claus Bergs gyldne altertavle, bestilt af selveste den danske dronning Christine i den sene middelalder. Hør om kongedrab og om benediktinermunkene, der spillede en central rolle i dens tidlige år.
● KLOSTERTUR (1 – 1 ½ time)
Flere klosterordener slog sig ned i middelalderens Odense. I slutningen af middelalderen var der tæt på 300 munke og præster i byen. Vi spadserer rundt til de gamle klostre og hører historierne om hvor de blev af efter Reformationen i 1500-tallet.
● VIKINGEBYEN ODENSE – ODINS BY (1 – 2 timer)
Byens navn stammer fra guden Odin, og der er flere spor fra vikingetiden, blandt andet den store ringborg Nonnebakken, der i 2024 blev Unesco Verdensarv. Odense, Odins Vi, er en af Danmarks ældste byer, og hér blev landets sidste vikingekonge brutalt myrdet i 1086.
● DRAMAERNES PLADS (1 time)
Odenses spændende historie, med udgangspunkt i byens centrale plads, Flakhaven! Spændende fortællinger om rådhuset (vi går indenfor hvis muligt), domkirken, H.C.Andersen, Flakhavens kunst og mindesmærker.
Velegnet til grupper med gangbesværede deltagere.
● ODENSE RÅDHUS (1 time)
Odense Rådhus ligger midt på byens gamle midtpunkt Flakhaven og består af en ældre og en nyere del. Oplev Yans kunstværk “Fynsk Forår”, Byrådssalen, Vielsessalen, Kongegemakkerne og Mindevæggen.
● HISTORISK PUB WALK (1 ½ – 2 timer)
Odense har mange gode ølhistorier og anekdoter. Lad os sammen gå gennem byens hyggelige gader. Jeg fortæller om nogle af de steder, der har været med til at gøre Odense lidt mere fornøjelig. Undervejs kan der eventuelt indlægges et besøg på et af Odenses spændende værtshuse, hvor vi kan hygge os med en forfriskning.
● ODENSES EVENTYRLIGE STATUER (1 – 2 timer)
I H.C. Andersens fødeby Odense kan du overalt i centrum se figurerne fra hans eventyr. I parker og på gader og stræder møder vi skulpturer af forskellige kunstnere, der har ladet sig inspirere af forfatterens eventyr. Sammen finder vi byens eventyrskulpturer, og jeg fortæller historier om kunstværkerne, kunstnerne og H.C. Andersens spændende liv.
● DEN FYNSKE LANDSBY (1-2 timer) – entré
Oplev det fynske landsbymiljø, som det så ud på H.C. Andersens tid, i 1800-tallet. På vores besøg i landsbyen besøger vi udvalgte huse og jeg fortæller om datidens landsbyliv. Jeg er opvokset nær Den fynske Landsby og har altid elsket at besøge de stråtækte huse og dyrene.
● EGESKOV – slot og park (slot 1 time / park 1 – 1 ½ time) – entré
Egeskov er en af Europas bedst bevarede vandborge og ligger midt i en fantastisk park, der flere gange er kåret som værende en af verdens allersmukkeste. Jeg har guidet slot og park siden 2004 og glæder mig til også at vise stedet frem til dig og dine gæster.
● NYBORG (1 – 1 ½ time)
Nyborg er en historisk by med rødder til middelalder og renæssance. Byen var hjemsted for Danehoffet, Danmarks middelalderparlament, på Nyborg Slot. Slottet og byens borgere var beskyttet af det imponerende voldanlæg, som stadig ses i dag.
Curriculum Vitae
Med over 20 års erfaring som guide i Odense og på Egeskov Slot har jeg flair for, hvad der gør hver tur unik. Jeg har arbejdet med alt fra store events til små familieture. Jeg har guidet for firmaudflugter, skoleklasser – både de små poder til de unge teenagere, busgrupper og krydstogtanløb – altid med fokus på kvalitet og personlig service. (Jeg guider på dansk, engelsk og tysk).
Jeg er tilknyttet den lille flok af Sprogø-guider, der via VisitNyborg varetager de guidede ture på Sprogø og Storebæltsbroen, med efterfølgende besøg i Nyborg.
Derudover har jeg mere end 10 års erfaring som rejseleder i Europa og på oversøiske destinationer, hvor jeg også sætter en ære i at skabe mindeværdige oplevelser for mine gæster:
Syditalien (Campania/Sicilien), Cuba, Kina, Costa Rica, Den Dominikanske
Republik, Dubai, Island, Norge (inkl. Svalbard), cykelture (Rhinen, Donau, Elben).
Jeg griber gerne mikrofonen og fortæller fra bussens guidesæde. Jeg kan for eksempel guide i bussen fra Odense til Egeskov Slot. Byvandringer i Odense kan sagtens kombineres med gode bus-oplevelser. Kun fantasien sætter grænser.
FØLG MIG
● Facebook: “Odenseguide på Fyn”
● Redaktør af “https://www.odenseguidepaaeventyr.dk” (vandreture i Danmark)
● Linkedin: Anne Sofie Petersen